Anden etape af Vindpark Overgaard indviet

Wind Estate fejrede med indvielsen af Overgaard II nettilslutning af 10 nye vindmøller af typen Vestas V126 3,6 MW i Danmarks største landvindmøllepark, der allerede nu kan dække, hvad der svarer til mere end 100.000 husstandes årlige elforbrug.

Af Thomas Kjærulff Torp

Foto: Thomas Kjærulff Torp og wind estate

Rundt regnet 50 gæster bestående af blandt andet lodsejere, naboer, politikere og lokalpresse var fredag den 26. oktober taget til Vindpark Overgaard ved landsbyen Udbyneder mellem Randers og Mariager Fjord. Her havde Wind Estate inviteret til den officielle indvielse af Overgaard II, der er en udvidelse af Vindpark Overgaard med 10 nye vindmøller, der er sat i produktion på Danmarks største landvindmøllepark beliggende i Randers Kommune.

”Det at udvikle et landvindmølleprojekt kræver rigtig mange medvirkende, en god portion velvilje hos parterne og et godt samarbejde fra start til slut. Havde det ikke været for jer - ingen nævnt og ingen glemt, så stod vi ikke her med det betagende syn af de mange flotte Vestas-vindmøller, som knejser 150 meter op i landskabet,” sagde byggeansvarlig hos Wind Estate ved Overgaard II, Henrik Hauberg Larsen, da han holdt tale for de fremmødte.

På indvielsesdagen var både telt og pølsevogn opstillet omkring Overgaards nye vindmøller, der står og snurrer på de samme marker, som den lokale landmand høster sine afgrøder og hvor forskellige trækfugle, såsom sangsvaner fra Sibirien og canadagæs fra Sverige, overvintrer før de drager videre mod sydligere himmelstrøg.

”Vores 10 nye 150 meter høje vindmøller vil dække over 25.000 husstandes årlige elforbrug og fortrænge cirka 90.000 tons CO2 om året. Til sammenligning er der i dag registeret omkring 48.000 husstande i kommunen, så reelt kan hele parken på 46 møller dække elforbruget til alle husstande i Randers kommune,” oplyste Henrik Hauberg Larsen.

Grøn strøm til mere end Randers Kommune

I juni 2018 godkendte Randers Byråd miljø­konsekvensrapport, kommuneplantillæg og lokalplan for udskiftningen af 30 vindmøller med 46 nye vindmøller med en maksimal totalhøjde på 150 meter. Eurowind Energy har i løbet af 2021 stået for etableringen af 26 nye møller i etape 1, mens Wind Estate med indvielsen af de ti Vestas 3,6 MW møller nu har afsluttet rtape 2. Næste skridt bliver repowering af 10 Siemens Gamesa 2,3 MW vindmøller i etape 3.

”Projektet har været et godt stykke tid undervejs, så det er en succes at være nået i mål med etape 2. Etape 3 er skrevet ind i helhedsplanlægningen, så det kan sættes i gang, når det giver økonomisk mening og det kan godt tage nogle år endnu, siger Peter Dueholm, landechef i Wind Estate og leder af Overgaard II.

Med de vindmøller, der er rejst ved Vindpark Overgaard i etape 1 og 2, kan vindmølleparken allerede producere grøn strøm til over 100.000 husstandes årlige elforbrug, oplyser Peter Dueholm. Ifølge Randers Kommune vil Vindpark Overgaard producere 510 mio. kWh per år i 20 år, når samtlige 46 nye vindmøller er rejst. Det er årsforbruget af strøm i 127.500 husstande, svarende til over dobbelt så mange husstande registeret i Randers Kommune.

Randers-borgmester stolt over Overgaard

Vindpark Overgaard udgør således ikke kun et markant bidrag til Randers Kommunes mål om C02-neutralitet frem mod 2050, men også til de nationale klimamålsætninger. Til stede ved indvielsen var Randers-borgmester Torben Hansen, der takkede Wind Estate for et godt samarbejde og en god proces.

”Til COP26 i Glasgow blev verdens lande enige i intentionen om, at sort energi skal udfases til fordel for vedvarende energi med vindenergi som den bærende drivkraft i den grønne omstilling. I Randers Kommune kan vi være stolte over, at vi med landvindmølleparken ved Overgaard gør vores til, at Danmark skal nå den ambitiøse klimamålsætning om 70 procent mindre C02-udledning i 2030,” sagde Torben Hansen.

I talen nævnte borgmesteren også det tyndt befolkede område og de mange kaffesamtaler mellem opstiller og lokalbefolkning som årsag til, at Vindpark Overgaard er blevet til en grøn succeshistorie i Randers Kommune. I Wind Estate er de også glade for at rejse endnu et vindmølleprojekt i Randers Kommune - og dermed bidrage til den grønne omstilling lokalt og nationalt.

”Vi mener dog ikke, at energiudviklingsmulighederne ved Overgaard er fuldt udnyttet. Derfor har vi for nylig søgt om yderligere seks vindmøller til etape 4 i den sydlige del af Overgaard, som er under behandling i Randers Kommune,” fortæller Peter Dueholm.

vindpark overgaard

Vindpark Overgaard er af Randers Kommune udlagt til at rumme 46 vindmøller, som er fordelt på tre områder - Vindpark Overgaard I, Overgaard II og Overgaard III. Eurowind Energy har i år opstillet 26 møller i Overgaard I, og Wind Estate har stået for etableringen af de 10 vindmøller i Overgaard II. Begge VE-opstillere er involveret (Wind Estate med syv møller og Eurowind Energy med tre møller) i etape 3, hvor de sidste 10 vindmøller opstilles i Overgaard III.

127.500 husstandes elforbrug

Vindpark Overgaard vil, når den står færdig i bestå af 46 vindmøller med en årlig elproduktion på 510 mio. KWh, svarende til 127.500 husstandes årlige elforbrug. Wind Estate har ansøgt om yderligere seks vindmøller i en udbygning med Etape 4, der først skal godkendes af Randers Kommune.

De første 26 vindmøller blev indviet i forsommeren 2020. De er ejet af Eurowind med undtagelse af en mindre del, der er købt gennem en såkaldt køberetsordning, som giver lokalpersoner i området adgang til at købe anparter i vindmøller. De ti nyeste vindmøller, der er opstillet i etape 2, er 100 procent ejet af Wind Estate, da de har genopkøbt det begrænsede antal af solgte anparter.

Indtil 2020 bestod Overgaard Vindmøllepark af 20 NEG Micon NM72/2.0 MW møller (2002) samt 10 Siemens S93-2.3 MW møller (2008). I juni 2018 godkendte Randers Byråd miljøkonsekvensrapport, kommuneplantillæg og Lokalplan for udskiftningen af 30 vindmøller med 46 nye vindmøller med en maksimal totalhøjde på 150 meter.

vinger genanvendes

De gamle vindmøllevinger nedtages på site og pakkes i containere, der køres videre til Aalborg, hvor den lokale virksomhed G-Fiber knuser vingerne til granulat, der lægges i kassemoduler og anvendes som støjvægge.

Til stede ved indvielsen var bl.a. Randers’ borgmester Torben Hansen (S), der takkede Wind Estate for et godt samarbejde.

På første billede ses repræsentanter for Wind Estate. Fra venstre Henrik Hauberg Larsen, ansvarlig byggeleder, Erik Abraham, adm. direktør, og Peter Dueholm, landechef og ansvarlig projektleder på Vindpark Overgaard II.

Rundt regnet 50 gæster bestående af blandt andet lodsejere, naboer, politikere og lokalpressen var mødt frem til indvielse af Overgaard II.

I de tre timer, hvor indvielsen af Overgaard II fandt sted, stod den opstillede Vestas V126 3,6 MW stille og mistede dermed elproduktion svarende til omkring to husstandes daglige elforbrug.

vindmøller på havbund

Der er rammet 13 kilometer pæle for at stabilisere vindmøllefundamenterne, der står på gammel inddæmmet havbund. Wind Estate har i etableringen af fundamenterne anvendt over 9.000 tons armering og støbt omkring 6.000 m3 beton. Fundamenterne stikker to meter op over jorden for at stormflodssikre vindmøllerne. Endelig er der trukket mere end 13 kilometer kabler i området.