WIND DENMARK MENER
Årets sidste nummer
Her har du årets sidste udgave af Naturlig Energi. Det har været et år, der på alle måder har været både usædvanligt og uforudseeligt for os alle. Vi har været nødsaget til at finde nye måder at være sammen på – både i privaten og på arbejdspladsen. For mange har økonomien også været sat under et hårdt pres. Det gælder ikke mindst for mange af jer vindmølleejere, som i løbet af 2020 har oplevet rekordlave elpriser – og som fortsat gør det.
Selvfølgelig har der været et stort fokus på klima- og energipolitikken i 2020. Til trods for coronakrisen har der været fornuftige fremskridt i relation til klimalovens 70 procent-målsætning i 2030. Dog har der indtil videre ikke været nok politisk fokus på de udfordringer, vi står med her og nu. Det gælder særligt elprisens lave niveau og de elektrificeringstiltag, der skal til for at sikre et bæredygtigt niveau i årene fremover. Vi må anerkende, at det er svært at hæve elforbruget på den korte bane grundet de store vandreserver i Norge og Sverige kombineret med de milde temperaturer, der mindsker efterspørgslen på el og dermed også trykker elprisen. Samtidig vil jeg dog slå fast, at Wind Denmark har fokus skarpt rettet imod alle de tiltag - små som store der kan fremme elektrificeringen og dermed et højere elforbrug. Det giver jo også mening, da alle parter – strømproducenter såvel som forbrugere - vinder på det i sidste ende, når den attraktive grønne strøm bliver anvendt til varme, transport og indirekte forbrug i form af for eksempel Power-to-X (brint) teknologi.
Ikke flere omkostninger
I 2020 har vi haft et markant fokus på rammerne omkring elnettet og tarifferne, som vil fortsætte ind i 2021. Sommerens flotte buket af en klimaaftale indeholdt en betydelig ”tidsel”, da udligningsordningen skulle erstattes af indfødningstariffer samt en tilslutningsafgift, der fra 2023 skal betales af landets elproducenter, herunder de danske vindmølleejere. Det er en kæmpe ændring af gældende lovregulering og en udfordring for alle mølleejere uanset om de ejer nye eller gamle møller. Det bør jo ikke være elproducenterne, der skal betale regningen for det kollektive elnets gradvise udbygning. Det bør netop være kollektivets opgave. I forhold til revideringen af elforsyningsloven, der foregår i Folketinget netop nu, arbejder vi på at overbevise politikerne om en fair og velbalanceret aftale. Det syntes åbenlyst, at den grønne omstilling ikke har brug for flere omkostninger, ukloge regler eller snubletråde. Hverken når det gælder de eksisterende vindmøller eller de kommende projekter, der er på vej.
Tværtimod haster det med at få sat fart på den elektrificering, som politikerne skal være langt mere ambitiøse med, hvis de ønsker at nå eget klimamål i 2030. Jeg håber meget på, at 2021 bliver det år, hvor Wind Denmark på en række fronter vil lykkes med , at politikerne lever op til deres ansvar og løfter på klimaområdet - det haster!
Naturlig Energi 6 gange årligt
Naturlig Energi vil udkomme seks gange i 2021 – og ikke 10 gange som i 2020. Som noget nyt vil en af udgivelserne i 2021 udkomme i en trykt udgave.
Det trykte særnummer, som vi i foreningen vil gøre noget ekstra ud af i forhold til design og kvalitet, udsendes med post til samtlige mølleejer-medlemmer. Dertil bliver det lagt frem til vores arrangementer og hos medlemsvirksomheder. Endelig vil vi som supplement til medlemsmagasinet udkommet med endnu flere dagsordensættende nyhedsbreve samt direkte mails, der kan tage pulsen på det seneste nye om elmarkedet og andre emner med særlig relevans for vindmølleejerne.
Til sidst vil jeg ønske alle medlemmer en god jul og et rigtig godt nytår. Hvis ses i 2021, som vi håber på, bliver et år fuld af medvind på klimaområdet.
Jan Hylleberg,
adm. direktør, Wind Denmark