klima

Støtte til kul og olie fordoblet

Mens tilskuddene til fossile brændsler øges, blev USA ironisk nok bedre til nedsætte sit CO2-udslip - dog kun midlertidigt

Af Torgny Møller

Verdens 20 største lande har de sidste ti år fordoblet tilskuddene til olie og kul og er på vej til at sikre en 3,2 graders stigning i den globale temperatur. 15 af de såkaldte G20-lande har øget deres CO2-udledning i 2017.

Dog ikke USA, som præsident Donald Trump har varslet vil trække sig fra Parisaftalens forpligtelser. I stedet er USA i 2017 blevet verdens bedste til at reducere CO2-udledning - om end ikke på den måde, som præsidenten måske havde regnet med, og kun for en kort bemærkning.

3,2 graders temperaturstigning er det dobbelte af de 1,5 grader, som G20-landene sammen med verdens øvrige lande forpligtede sig på at stræbe efter i FN’s Parisaftale.

Det fossile brændselsforbrug i G20-landene blev i 2017 støttet med 75 milliarder dollars og i 2018 med 147 milliarder. Det er kortlagt af organisationen Global Transparency og suppleres af manglende opfyldelse af andre løfter:

Voksende kløft mellem ­klimamål og handling

Global Transparency konstaterer, at den fossile energiindustri er ”velorganiseret i sin kamp mod vedvarende energikilder” og ”lægger et massivt pres på regeringer for at bruge skattepenge til at subsidiere den fossile energi”. 82 % af G20-landens energiforbrug dækkes af fossile brændsler.

FN’s miljøprogram UNEP påpeger, at kløften mellem landenes udmeldte klimamål og hvad de faktisk gør, er vokset. Hvis ikke dette ’gab’ lukkes inden 2030, vil både 1,5 og 2 graders-målet være uden for rækkevidde, advarer man.

På verdensplan bekræfter UNEP, at landenes klimamål samlet set peger mod en tre graders temperaturstigning og fortsat stigende temperatur derefter. Verdens udledning af CO2 stiger da også uden hensyn til Parisaftalen: Fra 51,9 gigatons i 2016 til 53,5 gigatons CO2 i 2017..

Billig naturgas lukker ­kulkraftværker i USA

Men ikke i USA: Det amerikanske miljøagentur EPA oplyser, at i USA er CO2-udledningen i Donald Trumps første år som præsident faldet 2,7%. Det er en større procentvis reduktion end i noget andet land i verden. Den tidligere lobbyist for kulindustrien, Andrew Wheeler, som nu er indsat som leder af EPA, har tildelt præsidenten æren for reduktionen.

Imidlertid konstaterer The Economist, at faldet har meget lidt med præsidentens politik at gøre. Det er tværtimod markedet, som siden 2007 har fået mange kraftværker til at skifte brændsel fra præsidentens ”smukke, rene kul” til renere og billigere naturgas. Gas leverer i dag dobbelt så meget energi i USA som kul, men udleder kun halvt så meget CO2. Sol og vind dækker nu over 10 % af energiforbruget.

Men Ifølge The Guardian har firmaet The Rhodium Group netop konstateret, at USA i 2018 udledte 3,4% mere CO2 end året før. Det er den største stigning siden 2010.

Læs mere

Sol og vind dækker
nu over 10 % af USAs
energiforbrug.
Foto: Vestas Wind Energy