ELPRISER OG CO2
Højere elpriser men fortsat store udsving
Usikkerhedsfaktorer står i kø, når det gælder fremtidens elpriser.
Af Torgny Møller
Den kommende tids elpriser og dermed afregningspriser for vindproduceret el vil byde på større udsving end normalt, fordi usikkerhedsfaktorerne nærmest står i kø. Det vurderer porteføljemanager i Vindenergi Danmark, Allan Vittrup, som dog ikke venter, at elprisen dykker til under 20 øre/kWh igen foreløbig.
CO2-prisen stiger
Aktuelt påkalder CO2-kvoteprisen sig mest interesse, dels fordi den understøtter elprisen, dels fordi den sidst i april er steget til over de 25 euro/ton, som ellers har været betragtet som grænsen for, hvornår det kan betale sig at skifte fra kul til gas på kraftværkerne.
Nu er det ikke så ligetil for kraftværkerne at skifte fra kul til gas, så nogle værker vælger måske at køre videre på kul med underskud, mens andre kan have varmeforpligtelser, som kan stille sig i vejen, påpeger Allan Vittrup.
Endelig påvirkes kvoteprisen af, at man i april skal indlevere sine årskvoter, og det kan øge købsinteressen og dermed kvoteprisen. Spekulation i kvoteprisens udvikling kan også spille en rolle.
Elpris afhængig af kvoter
Så det kan godt være, at grænsen ved 25 euro brydes, og at kvoterne, som nogle tror, skal op i 35 euro, siger Allan Vittrup. Han erindrer om, at også kvotemarkedet svinger og på blot et år steg fra 8-9 euro til over 25.
At CO2-kvoteprisen er af stor betydning for elprisen, bliver mere og mere markant, tilføjer han, men peger på, at den afhænger af flere ting:
Behovet for kul, først og fremmest i Kina, er fortsat en afgørende faktor, men også i Tyskland afventes regeringens holdning til Kulkommissionens ønske om stop for kulfyring med mere end almindelig interesse.
Spørgsmålet er, hvordan et evt. kul-stop vil spille sammen med beslutningen, der allerede er taget, om at lukke de tyske atomkraftværker
Brexit trækker ud
Et andet vigtig element er den langstrakte Brexit-afgørelse, der også omfatter de britiske CO2-kvoter, som indtil oktober er en del af EU-systemet. De kan blive annulleret, bevaret eller kastet ind på EU-markedet og underminere kvoteprisen, afhængigt af, hvad briterne beslutter. Allan Vittrup minder dog om, at Storbritannien har indført sin egen carbon-skat og dermed vist stor vilje til at støtte omstillingen til VE.
Reservoirer klarede
udfordring
Den tredje faktor var indtil efteråret vandbeholdningen i de nordiske reservoirer. Den tørre sommer skabte sammen med risiko for en kold vinter frygt for, at bassinerne ligefrem kunne løbe tør. Men da vinteren 2018/2019 så at sige blev aflyst, er den aftaget.
Alt i alt venter Allan Vittrup, at usikkerhedsfaktorerne kan medføre større udsving i elpriserne i den kommende tid, dvs. at der kan forekomme stigende priser, men også prisfald i nogle måneder, som han dog ikke vurderer vil komme under 20 øre/kWh.
Udvikling i prisen på CO2-kvoter over de seneste to år, euro/ton.
Kilde: Vindenergi Danmark
Udvikling i afregningen for vindmøllestrøm på fastprisaftaler fra december 2017 til april i år. for Vestdanmark
Kilde: Vindenergi Danmark